x

Kira giver flere koncerter

Kira giver flere koncerter

Kira Skov og hendes band The Ghost Riders drager igen på turné i det nye år. Fra februar og frem vil gruppen tage rundt på deres mest omfattende Danmarksturné, som starter den 10. februar på Forbrændingen i Albertslund.

Det er ellers ikke lang tid siden, at Kira And The Ghost Riders afsluttede efterårsturnéen, som de var på i slutningen af oktober, men nu følger de altså efterårsturnéen op med denne omfattende Danmarksturné.

Kira Skov udgav senest albummet "Look Up Ahead", der er hendes andet album siden bruddet med The Kindred Spirits, og det modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen. Han skrev følgende:

"'Look Up Ahead' veksler mellem afdæmpede sange og en mere fortættet rock. Og i de stille stunder kan Kira i længden godt blive en anelse langmodig at lytte til, men hun virker dog fokuseret. Albummet er indspillet på Island med den velanskrevne producer John Parish, der er mest kendt for sit unikke samarbejde med PJ Harvey. Nu er og bliver Kira ingen PJ Harvey, men hun synger stærkere og mere direkte end tidligere hørt. Selvtilliden synes i top hos sangerinden, og det lader sig høre."

Ole Rosenstand Svidt var desuden til stede ved turnépremieren i Århus i oktober, hvor han ligeledes gav fire stjerner for en optræden, der var både "afdæmpet", "aggressiv" og generelt en "fin turnépremiere".

Se om Kira And The Ghost Riders kan gentage bedriften den 10. februar, hvor gruppen starter anden halvdel af turnéen på Forbrændingen i Albertslund. Derudover kan gruppen opleves en af de følgende steder - hvor mere info om billetsalg kan findes på de respektive spillesteders hjemmesider:

10.02 – Forbrændingen, Albertslund
11.02 – Bornholms Musikhus
12.02 – Toldkammeret, Helsingør
17.02 – Sønderborghus
18.02 – Godset, Kolding
19.02 – Paletten, Viborg
24.02 – Gimle, Roskilde
25.02 – Posten, Odense
26.02 – Loppen, København
04.03 – Gjethuset, Frederiksværk
05.03 – Tobaksgaarden, Assens


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA