Nyhed

Mere info om Volbeats klubturné

Billetsalget til heavymastodonternes intim-tour begynder 1. december

I går kunne vi fortælle, at Volbeat havde offentliggjort tolv danske koncerter via deres forum på deres officielle webside, og her kunne man se, at der var tale om en vaskeægte intim-tur, for bandet lægger ud med at spille i Folkets Hus i Struer 23. februar og tager derefter turen gennem landet til mindre spillesteder - efter Volbeat-skala - inden de runder af i Idrætscenteret i Nakskov 12. marts. Volbeat har ellers lige spillet meget større steder som Forum, NRGI Arena, Arena Fyn og Gigantium.

Nu kan Volbeat så oplyse, at billetsalget til de respektive koncerter begynder onsdag den 1. december, og samtidig fortæller guitarist Thomas Bredahl så om årsagen til, at Volbeat nu pudselig vil spille på meget mindre scener, end de har været vant til i de senere år:

"Vi er efterhånden vant til at spille rigtig store arenaer og festivaler, hvor intimiteten imellem band og publikum af gode grunde er anderledes end koncerter på mindre klubber. Vi har længe leget med tanken om at lave en klubtour som i de gode gamle dage, hvor det hele var mere jomfrueligt. Vi har valgt udelukkende at spille i Danmark, fordi det var sådan, det startede, og fordi ude er godt, men hjemme nu engang er bedst."


Det mindste spillested på touren kan rumme 600 mennesker og det største 1500. Et af stederne er Posten i Odense, hvor gruppen efter eget udsagn spillede i 2004 og 2006 (da det hed Rytmeposten) for 40-50 mennesker.

Volbeats lineup er som følger:

Michael Poulsen: Vokal og guitar
Thomas Bredahl: Guitar
Anders Kjølholm: Bas
Jon Larsen: Trommer


Volbeat kan opleves i Danmark på følgende datoer i 2011:

23. februar: Folkets Hus i Struer
24. februar: Tinghallen i Viborg
25. februar: Værket i Randers
26. februar: Det Musiske Hus i Frederikshavn

02. marts: Posten i Odense
03. marts: Tobakken i Esbjerg
04. marts: Godset i Kolding
05. marts: Voxhall i Århus

09. marts: Musikhuset i Slagelse
10. marts: Store Vega i København
11. marts: Gribskov Kultursal i Helsinge
12. marts: Idrætscenteret i Nakskov

Billetter til nogle af koncerterne kan købes via GAFFA Live, og ellers kan billetinfo ses på de respektive spillesteders hjemmesider.


Meget tyder på, at Volbeat er i god form. I hvert fald blev deres nylige koncert i NRGI Arena anmeldt til fem stjerner af GAFFAs Kristian Nygaard under overskriften: "Imponerende højt niveau trods ølsjask og halvsløvt publikum".

ANNONCE