Nyhed

Champagne Riot på Europaturné med The Drums

Den danske elektropopduo drager Europa rundt med de meget omtalte amerikanere og rammer også Vega

Da GAFFA i sommer interviewede det meget omtalte og roste amerikanske guitarpopband The Drums, nævnte guitarist Jacob Graham den dengang ret ukendte danske elektropop-duo Champagne Riot som nogle af sine favoritter. Og kærligheden er så stor, at The Drums nu har taget Champagne Riot med som opvarmning på gruppens Europaturné.

Champagne Riot er dog så beskedne, at de gør opmærksom på, at de er kommet med på turnéen på afbud fra engelske Two Wounded Birds, der ellers havde fået tildelt opgaven, men har trukket sig i sidste øjeblik.

Det betyder, at man blandt andet kan opleve Champagne Riot varme op for The Drums på Lille Vega 9. december, men også i en række andre europæiske storbyer, idet The Drums' turné går til følgende byer:


08. december - Hamburg (venue: Uebel & Gefaerlich)
09. december - Copenhagen (venue: Vega)
11. december - Oslo (venue: Parkteateret)
12. december - Stockholm (venue: Debaser Slussen)
16. december - Bruxelles (venue: AB Club)
17. december - Amsterdam (venue: Melkweg)

Champagne Riot har for nylig skrevet kontrakt med det amerikanske selskab Matinee Recordings, som udgiver gruppens debut-ep tredje uge i januar.

Champagne Riot spiller elektropop og består af de københavnsk bosiddende Caspar Bock og Anders Reuter. Caspar Bock er også bassist i gruppen Northern Portait og var i sin tid hovedmanden bag det hedengangne Århus-pladeselskab Bird Hits Plane, der blandt udgav Sterlings debutalbum "Solo Danser Mama Sjus" og Tiger Tunes' eneste album, "Absolutely Worthless Compared To Important Books". Tiger Tunes' medlemmer fortsatte senere i markante grupper som Marybell Katastrophy, Beta Satan og albumaktuelle The Malpractice.


Anders Reuter har blandt andet arbejdet som musikjournalist og været ankermand i elektrogruppen Apartment, der medvirkede på den tredobbelte ep, "3P", som Bird Hits Plane udgav i 2002 - en ep, der i øvrigt også bød på sange fra den nu pause-holdende gruppe Lampshade, hvis sangerinde RebekkaMaria siden er gået solo med succes.

Champagne Riot har, selvom de altså endnu ikke er brudt bredt igennem, været udsat for en del omtale på diverse blogs i den senere tid, især i udlandet, og det markante britiske musiksite Popjustice.com har ligefrem haft dem på forsiden. Champagne Riot var i begyndelsen af november hovednavn på den nordiske club-aften "Jajaja" i London, arrangeret af Music Export Denmark og det engelske pladeselskab Moshi Moshi Records.

Champagne Riot forhandler efter eget udsagn med både mindre og større pladeselskaber i England omkring udgivelsen af et fuldlængde-album. Indtil videre gælder det udsendelsen af ep'en "Confesssions Of A Poker Pro" Matinee Recordings. Ep'en indeholder følgende numre:


1.    Confessions Of A Poker Pro
2.    Heart Stab
3.    A Friend of a Friend
4.    The Champagne Anthem
5.    Ingrid Bergman

Champagne Riot har i øvrigt netop færdigtgjort et remix for The Drums' kommende single "Me and the Moon", som vil komme ud i løbet af et par uger.

Champagne Riot på MySpace


ANNONCE