Nyhed

Veto på vej med treer

Veto er godt i gang med arbejdet på endnu et album. Lyden bliver anderledes og ifølge Troels Abrahamsen bredere end deres seneste album.

Arbejdet på Vetos kommende tredje studiealbum er blevet intensiveret over de seneste måneder, således at de forventer at udgive det til februar. Frontmand Troels Abrahamsen kan løfte sløret for, at de ikke forfølger stilen fra "Crushing Digits", deres seneste album.

– Man kan forvente sig en anderledes lyd end på den sidste plade. På "Crushing Digits" (2008, red.) gik vi ind i studiet og havde stort set udtænkt hele pladen. Derfor var der rent kunstnerisk ikke plads til svinkeærinder, fordi de forskellige elementer skulle passe ind, fortæller han og pointerer, at bandet snarere er vendt tilbage til at tænke på den måde, de gjorde i forbindelse med debuten, "There's A Beat In All Machines" (2006, red.).

– Dengang var tanken, at vi ikke måtte sætte nogen grænser for os selv. Vi har lov til afstikkere på det, vi laver nu. Det skal ikke forstås sådan, at det er noget med, at der så pludselig kommer en trompet ind over. Snarere, at vi har forsøgt ikke på forhånd at bestemme, at den oprindelige idé bliver den, vi ender med at forfølge. Der er et af numrene, hvor vi er helt oppe på femte revision. Det tror jeg er meget sundt.


Arbejdet med albummet tog sine første spæde skridt sidste efterår, hvor alle fem bandmedlemmer mødtes i Kashmirs Sorthus-studie på Nørrebro i København. De mødtes for igen at få lysten til at indspille sammen og "for at finde ud af, hvilken musik vi trigger på", som Troels Abrahamsen formulerer det.

Her til efteråret er den proces blevet væsentligt intensiveret, og Troels selv valgte ligefrem at aflyse sine turnéplaner i november for at kunne hellige sig arbejdet. Via jævnlige updates på vetonet.dk har man kunnet følge bandets fremskridt. Ikke mindst via en lille 30 sekunders smagsprøve på en sang, som gruppen lagde ud på Facebook i september. En meget atypisk fremgangsmåde for et band, der ellers traditionelt har holdt kortene tæt til kroppen i skabelsesprocessen.

– Mange spørger, om vi har crowdsourcet vores plade (uddelt en del af sangskriverprocessen til folk, red.), men for os har det snarere handlet om at lave en øvelse udi ikke at være controlfreaks. Det var derfor, vi lagde den lille smagsprøve ud. Desuden hjælper det også til at tage lidt pres af alt det her med "nu kommer den tredje plade" og "hvordan bliver stilen?" og så videre. Hvor meget man end vil sætte sig ud over den slags, kan man ikke undgå at blive påvirket af folks meninger. Og hvis forventningerne er pustet op, kan folk jo blive temmelig skuffede.


Troels selv har over de seneste par år dedikeret sig til soloarbejde, som senest har udmundet i de to på sin vis symbiotiske album "WHT" i 2009 og "BLCK" i 2010. Erfaringerne fra det arbejde har ændret hans tilgang til musikken mærkbart.

– Jeg er blevet mere kritisk overfor det, jeg laver. Det kan jeg naturligvis kun selv afgøre, men den filosofi har jeg taget med over på denne Veto-plade. Jeg vil gerne, at vi ikke har nogen kompromisnumre. For mig handler det om at arbejde tingene mere igennem og også være mere tålmodig og give det tid.

I det nye år vil du i forbindelse med albumudgivelsen også kunne glæde dig til et større GAFFA-interview med Veto.



ANNONCE