x

H*A*S*H-soundtrack udkommer på cd

H*A*S*H-soundtrack udkommer på cd

Hvis man tager DR2-julekalenderen "Yallahrup Færgeby" fra 2007 og parrer den med 70'er- og 80'er-serien "M*A*S*H", så får man et resultat, der ligger meget tæt på en ny julekalender, som bærer en vis lighed i navnet – nemlig H*A*S*H. Julekalenderen er en satirisk dukkejulekalender, der foregår i landet Problemistan, hvor den unge idealistiske soldat Christian har sit møde med en alternativt fungerende Camp H*A*S*H. Den satiriske skildring af krigen læner sig op ad den musikalske underlægning, der er skabt med et helt særligt dogme.

Soundtracket er nemlig satiriske pasticheversioner af gamle filmklassikere fra et utal af de største krigsfilm. Det er Bjarke Ahlstrand (billedet), der står bag produktionen – som oprindeligt var tiltænkt DR2, men blev afvist, fordi den angiveligt ikke var morsom nok, og nu både udkommer på dvd og på cd. Han fortæller om baggrunden for valget:

– Da jeg gik i gang med at researche til serien, så jeg en masse gamle krigsfilmklassikere, og det slog mig, hvor stor betydning de har haft – og hvor mange fantastiske sange, der lever et ekstra-liv i krigsfilmenes skygge. Hvem husker for eksempel ikke starten på "Apocalypse Now", hvor tonerne af The Doors' "The End" supplerer tæppebombningen på billedsiden.

På soundtracket er det Michael Møller (moi Caprice), der sammen med Lorenzo Woodrose (Baby Woodrose) giver et alternativt bud på den omtalte Doors-hymne, der er blevet døbt "Et Hvæs".

Producenten fortæller, at han i starten ville have brugt originalerne, men at det ville koste omkring 700.000 per sang at få rettighederne. Derfor har han gjort brug af et alsidigt udvalg af nutidige kunstnere. Karakterernes stemmer er indtalt af Sidney Lee, Mia Lyhne med flere, mens det er Frederik Thaae og Manoj Ramdas, der har stået bag soundtracket, som Ahlstrand har skrevet teksterne til. Ahlstrand fortæller:

– Jeg ved, at Frederik og Manoj har gået enormt meget op i, at det skulle virke rigtigt og ikke bare pjattet. Musikken er valgt ud fra referencer til fiktionens verden og virkelighedens torturmusik, så på den måde passer den til seriens indhold—og så er det jo dukkerne, der synger de forskellige sange, som passer til deres tematik og seriens indhold.

Se H*A*S*H-serien på nettet her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA