x

Boogie lukker og slukker

Boogie lukker og slukker

Musikprogrammet Boogie, der siden 2002 er blevet sendt på DR1, lukker ved udgangen af i år. Programmet, der primært har været centreret om musikvideoer og interviews med danske og udenlandske kunstnere, har eksisteret i otte år, men en større omstrukturering inden for DR indebærer en lukning, da DR vil satse mere intensivt på at fange yngre seere.

"Vi betyder ikke nok for den unge målgruppe, så vi omprioriterer vores ressourcer og laver en helt ny satsning på ungeområdet. Vi har været rigtig glade for programmet, men vi vil noget mere. Boogie er et program, der bygger på musikvideoer, der i princippet kunne vises på en hvilken som helst kanal. Vi vil lave noget, der er mere DR," fortæller mediedirektør i Danmarks Radio, Mikael Kamber til Ekstra Bladet.

DR1-musikprogrammet har som sagt kørt siden januar 2002, hvor det har været folk som Saseline Sørensen, Lise Rønne, Huxi Bach, Sys Bjerre med flere, der har stået for at præsentere Boogie-listen. For tiden er værten Jeppe Voldum, der vil takke af når Boogie lukker og slukker. Sidste udsendelse bliver sendt 17. december.

Mediedirektøren fra DR udtaler desuden til Ekstra Bladet, at DR vil sætte hårdt ind på at lave nye og bedre programmer for de unge, men der foreligger endnu ikke nogen meldinger om alternativer til musikprogrammet. Følg selv med på dr.dk/dr1/boogie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA