Nyhed

Eminem nomineret til ti Grammy Awards

I går blev alle de nominerede de amerikanske Grammy Awards offentliggjort, hvor Eminem lægger sig i spidsen med ti nomineringer

Tidligere i dag blev det offentliggjort, at Oh No Ono er nomineret til en amerikansk Grammy i kategorien "Best Recording Package". Derudover er der dog også blevet offentliggjort en lang række nominerede i de andre kategorier.

I det samlede Grammy-ræs lægger Eminem sig i spidsen med ti nomineringer til The 53rd Annual Grammy Awards, der bliver uddelt ved en ceremoni den 13. februar 2011 i Staples Center i Los Angeles.

Rapperen er blandt andet nomineret i kategorien Album Of The Year med det seneste album "Recovery", mens han også befinder sig i Song Of The Year og Record Of The Year med Rihanna-kollaborationen "Love The Way You Lie".


Derudover modtager Bruno Mars næstflest nomineringer med syv af slagsen. Både Lady Gaga, Jay-Z og country/popgruppen Lady Antebellum har fået seks nomineringer, mens de nominerede til Best New Artist-kategorien er folk som teenager-fænomentet Justin Bieber, Drake, Mumford & Sons, Florence & The Machine med flere.

Michael Jackson spøger stadig, idet han er nomineret i kategorien for Best Male Pop Vocal Performance med sangen "This Is It".

Listerne til de nominerede blev offentliggjort i går aftes, da kanalen CBS' særlige Nomineringskoncert fandt sted. Her kunne værten LL Cool J kunne præsentere optrædener med Katy Perry, Justin Bieber med flere.


Hvem der løber med priserne til The 53rd Annual Grammy Awards kan du derimod se den 13. februar næste år, hvor uddelingen finder sted i Staples Center i Los Angeles. Se alle de nominerede på grammy.com/nominees.

ANNONCE