Nyhed

Ugyldige billetter til R.E.M.-koncert i omløb

Op imod 200 ugyldige R.E.M.-billetter er ved en fejl blevet sat i omløb og sælges nu via internettet

R.E.M.-koncerten i februar er ikke overraskende lidt af et tilløbsstykke, og da en lang række fans i sidste uge modtog en ekstra billet til koncerten, blev det illegale salg på internettet hurtigt en realitet. Det skriver politiken.dk.

Billetlugen, som er ansvarlig for billetsalget, sendte nemlig ved en fejl billetter med samme stregkode ud to gange. Ifølge direktør i Billetlugen Jeppe Michael Jensen drejer det sig højst om 200 billetter, der på grund af en menneskelig fejl er blevet printet ud to gange. Billetlugen annullerer nu alle de dobbelte billetter og sender helt nye billetter ud i stedet.

”Det er beklageligt, men vi har rettet fejlen, så det ikke kan ske igen”, udtaler han. Fans, der har købt nogle af de dobbelte billetter fra andre end Billetlugen eller Fona, vil blive afvist ved indgangen og må gå hjem med uforrettet sag.


ANNONCE