x

Naja Rosa på Danmarksturné

Naja Rosa på Danmarksturné

Det vælter ind med historier om danske kunstnere, der drager på Danmarksturné til foråret. Tidligere på dagen meldte Søren Huss og Figurines om lange forårsturnéer efter at have givet kortere turnéer dette efterår, og nu har Naja Rosa - der ligeledes har givet enkelte koncerter dette efterår - også offentliggjort en længere Danmarkstour.

I august udgav Naja Rosa, med efternavnet Koppel, sit selvbetitlede debutalbum, som fik fremragende anmeldelser og gik direkte ind på en fjerdeplads på den officielle danske hitliste. For nylig blev Naja Rosa så nomineret til en GAFFA Pris i kategorien "Årets danske kvindelige kunstner". Vinderen offentliggøres ved det store GAFFA Pris-show på Bremen i København 15. december.

I oktober tildelte GAFFAs Torben Holleufer Naja Rosa fem stjerner for hendes koncert i Lille Vega og skrev blandt andet følgende:

"Men selvfølgelig var det først og fremmest numrene fra pladen, som var i fokus, og her var det fantastisk at høre, hvor mange, der allerede stod og sang med. Og her må man sige, at Naja Rosa krængede sin prægtige stemme helt ud over kanten."

Naja Rosas Danmarksturné bringer hende til følgende byer:

Tors 03-03 Sønderborghus, Sønderborg
Fre. 04-03 Kulisselageret, Horsens
Lør 05-03 Kulturhuset Pavillonen, Grenå
Ons 09-03 Musikteatret, Vejle
Tors 10-03 Paletten, Viborg
Fre 11-03 Det Musiske Hus, Frederikshavn
Lør 12-03 Vides endnu ikke
Tors 14-04 Kulturstationen, Vanløse
Fre 15-04 Forbrændingen, Albertslund
Lør 16-04 Toldkammeret, Helsingør
Ons 20-04 Tobakken, Esbjerg
Tors 21-04 Studenterhuset, Århus
Fre 22-04 Godset, Kolding
Lør 23-04 Templet, Lyngby
Tors 28-04 Tante Olga, Randers
Fre 29-04 Viften, Rødovre
Lør 30-04 Bremen, København

Billetsalget er i gang via GAFFA Live og spillestedernes officielle hjemmesider.

Naja Rosa er ligeledes aktuel med sin nye single (hentet fra debutalbummet) og video "Mountain Of Love". Videoen er optaget dels i New York City og dels i Puerto Rico. Netop de to steder har betydet meget for Naja, både som hendes hjem samt som inspiration til hendes album. Og ikke mindst til "Mountain Of Love", der er opkaldt efter det bjerg i Puerto Rico, hvor hendes forældre boede, og hvor hun mistede sin far i 2006. Få dage efter satte Naja sig ved sin fars klaver og skrev netop "Mountain Of Love" Du kan se den nye video her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA