x

Junip spiller i Århus

Junip spiller i Århus

Den svenske trio Junip, der har den lavmælte singer/songwriter José Gonzalez i front, slår vejen forbi Århus den 26. februar 2011. Herhjemme er Junip et forholdsvis ubeskrevet blad, mens de fleste er bekendt med Junip-frontmand José Gonzalez' soloarbejder. Især debutalbummet "Veneer" fra 2004, hvor Gonzalez blandt andet opnåede en stor opmærksomhed for sin cover-version af The Knifes "Heartbeats" via en Sony tv-reklame.

Nu er det imidlertid trioen, der slår vejen forbi. Junip har eksisteret i over ti år, men har blot to ep'er og et enkelt album på samvittigheden. Debutalbummet, "Fields", udkom i september i år, hvor GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez gav tre stjerner for bestræbelserne, som han synes var "nydelige", men også "anonyme".

"Hyggelige, veludførte og forudsigelige guitarbårne sange med Gonzalez' letgenkendelige vokal i front præger 'Fields', hvis monotone, men vellydende univers ikke gør det store væsen af sig. Selv efter adskillige gennemlytninger flyder numrene sammen, og bortset fra den fine 'Off Point' er der ikke et eneste nummer, der for alvor skiller sig ud og påkalder sig lytterens opmærksomhed", skrev GAFFAs anmelder om albummet.

Hør om du er enig den 26. februar næste år, hvor Junip giver koncert på Voxhall i Århus. Forsalget er startet i dag via Voxhalls hjemmeside. Desuden giver José Gonzalez koncert i DR Koncerthuset med strygeorkesteret The Gothenborg String Theory den 26. marts næste år, hvor billetsalget er startet i dag via billetnet.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA