Nyhed

Søren Huss rykker til Store Vega

Koncerten på Lille Vega i marts næste år er netop blevet opgraderet

I anledning af Søren Huss' soloudgivelse "Troen & Ingen" offentliggjorde Huss for nylig en omfattende Danmarksturné i marts næste år. Her skulle Huss have givet en koncert på Lille Vega i København, men grundet en stor efterspørgsel er koncerten netop blevet rykket op til salens storebror på Store Vega - da koncerten den 17. marts allerede var udsolgt.

Det betyder også, at de, der gik forgæves i billetsalget, nu har mulighed for at anskaffe sig adgang til koncerten. "Troen & Ingen" udkom mandag den 18. oktober - et album på dansk med dybt personlige tekster, der generelt har taget anmelderne med storm. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var en smule tilbageholden, men skrev blandt andet:

"Sangskriverens åbenlyse sorgarbejde er albummets stærke og svage side. Man kan kun blive berørt af de hudløst ærlige sange, der kommer helt fra bunden af hans sjæl, men det kan også blive lige svulstigt nok, når det kommer helt frem i lyset." Derudover tilføjer han:


"Søren Huss har fundet en fin balance i sangene, der først og fremmest viser, at han er en solid sangskriver og en stærk sanger, der har lagt klynkeriet bag sig."

København-koncerten var oprindeligt en ekstrakoncert, der blev arrangeret efter en anden udsolgt koncert på Lille Vega den 26. november i år. Billetter til koncerten på Store Vega den 17. marts næste år kan købes via GAFFA Live. Søren Huss giver også koncerter følgende steder næste år:

03. marts 2011: Nyborg Kino, Nyborg: www.nyborgbillet.dk
04. marts 2011: Kulisselageret, Horsens: www.billetlugen.dk 
05. marts 2011: Sønderborghus, Sønderborg: www.billetnet.dk 
10. marts 2011: Toldkammeret, Helsingør: www.billetten.dk 
11. marts 2011: Bygningen, Køge: www.billetlugen.dk 
12. marts 2011: Gimle. Roskilde: www.roskildebilletten.dk 
17. marts 2011: Vega, København: www.billetlugen.dk
18. marts 2011: Fermaten, Herning: www.herningbilletten.dk
19. marts 2011: Godset, Kolding: www.koldingbilletten.dk 
24. marts 2011: Vershuset, Næstved: www.billetlugen.dk 
25. marts 2011: Forbrændingen, Albertslund: www.billetnet.dk 
26. marts 2011: Viften, Rødovre: www.billetnet.dk


ANNONCE