Nyhed

Rolling Stone offentliggør John Lennons sidste interview

Musikbladet interviewede Lennon i ni timer tre dage før hans død, og det interview offentliggøres nu

John Lennon døde 8. december 1980, hvilket er tredive år siden i dag. For at markere jubilæet offentliggør Rolling Stone Magazine nu for første gang det sidste interview Lennon gav, hvilket strakte sig over ni timer.

Det var journalisten Jonathan Cott, der talte med Lennon tre dage før han blev skudt, og idéen var, at interviewet skulle bruges til en forsidehistorie. Men efter Lennons død blev kun ganske få uddrag brugt i en mindeartikel, og de to bånd med interviewene blev aldrig transkriberet og røg derfor i glemmebogen.

Men nu har Rolling Stone valgt at putte Lennon på forsiden af deres blad og offentliggøre interviewet, hvor sangskriveren blandt andet taler om sine turnéplaner og de fans, der vendte ham ryggen i slutningen af 70erne.


"Det de vil have er døde helte som Sid Vicious eller James Dean. Jeg er ikke interesseret i at være en fucking død helt, så glem dem, glem dem".

Ud over Lennons sidste interview indeholder den kommende udgave af Rolling Stone også et essay skrevet af Yoko Ono samt billeder taget af Annie Leibovitz. Allerede nu kan man dog få en smagsprøve på bladets webside via forskellige lydklip fra interviewet.

ANNONCE