Når P3 uddeler deres tilbagevendende pris den 14. januar, vil det være med indslag fra i alt ti kunstnere
For lidt over en uge siden offentliggjorde DR deres nominerede til P3 Guld-uddelingen den 14. januar næste år, og nu står de klar med navnene på de kunstnere, der skal underholde publikum og folk hjemme i stuerne på aftenen. Det er således alle de nominerede fra den mest prestigefyldte af priserne, P3 Prisen, der skal optræde - med flere.
Det betyder, at både Fallulah, The Floor Is Made Of Lava, Lucy Love, Oh Land og Vinnie Who vil give smagsprøver på deres musikalske kundskaber. Derudover vil Agnes Obel, der er med i opløbet om at vinde P3 Talentet, optræde med materiale fra sit roste album "Philharmonics" fra i år, der blandt andet har kastet flere udsolgte koncerter af sig på dansk jord.
De resterende kunstnere der vil optræde er at finde i kategorien P3 Lytterhittet, dog med undtagelse af Søren Huss og Veto, der ikke er nomineret i nogen af kategorierne. Søren Huss er blevet forbigået i nomineringen med det ellers roste album "Troen & ingen", mens Veto først planlægger et nyt album i februar næste år.
Det er tiende gang prisuddelingen af P3 Guld finder sted, siden prisen blev stiftet i 2001, og den løber af stablen fredag den 14. januar kl. 21:00 i Koncerthuset i København, hvor showet bliver vist direkte på DR2. Læs mere om P3 Guld 2011 og de optrædende på dr.dk/p3guld.
Det samlede lineup til P3 Guld er som følger:
Agnes Obel
De Eneste To
Fallulah
Lucy Love
Oh Land
The Floor Is Made Of Lava
Veto
Volbeat
Vinnie Who
Søren Huss