x

Stemmejernet debuterer som rapper

Stemmejernet debuterer som rapper

Bag kunstnernavnet Stemmejernet står digteren Niels Lyngsø, der har etableret sig med digtsamlinger som "Morfeus" (2004) og "39 Digte Til Det Brændende Bibliotek" (2007). Når Lyngsø folder sig ud på rappens territorier, så er det en krydsning mellem digternes legesyge metaforbrug og rappens genrekoder, hvorfor Stemmejernet allerede på sin første single "tungenosser" lægger sig ud med den lille avantgarde, musikpolitiet og de hårde rappedrenge.

Singlen er en forsmag på albummet "sigdetvidere", som udkommer til februar på århusianske Geiger Records som en del af udgivelsesserien Lyd+Litteratur.

Stemmejernets instrumentale udgangspunkt er ret så minimalistisk, idet der hverken er instrumenter eller programmerede beats på udgivelsen. Alle lydene er baseret på ord, håndklap, vejrtrækning og andre optagede reallyde, som kommer fra Lyngsøs krop. Herefter er det produceret, samplet og samlet til et debutalbum.

Lyngsø har tidligere optrådt som rapper/spoken word-kunstner på Roskilde Festival og Lyd+Litteratur Festival, og er for tiden i musikalsk samarbejde med jazz-med-mere trommeslageren Kresten Osgood.

Se videoen til "tungenosser" på GAFFA.tv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA