x

Art Brut arbejder igen med Frank Black

Art Brut arbejder igen med Frank Black

Den engelske gruppe Art Brut udsendte i 2009 albummet "Art Brut vs. Satan", der er produceret af Pixies-frontmanden Frank Black. Nu er Eddie Argos og resten af bandet vendt tilbage til Salem, Oregon for at lave et nyt album, der har fået titlen "Wam! Bang! Pow! Let's Rock Out!".

Oplysningerne kommer via bandets twitter-feed samt Argos' webside, hvor man også kan finde billederne fra indspilningerne. Her fremgår det også, at bandet holder fast i deres forkærlighed for sange med specielle titler og popkulturreferencer ved at indspille et nummer med titlen "Axl Rose".

Skal man tro Argos, så går indspilningerne over al forventning:

"Jeg prøver endda at synge en lille smule. Det går rigtig godt, og i dette tempo ender vi med at have lavet et dobbeltalbum inden jul".

Sidst Art Brut var i studiet med Frank Black, indspillede de albummet på mindre end to uger, og efter en uge i studiet ser det ud til, at bandet ikke har tænkt sig at bruge ret meget mere tid denne gang. Det er dog endnu for tidligt at skyde på, hvornår det fjerde Art Brut-album kommer på gaden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA