Nyhed

Black City er klar med nordisk turné

Næste år er rockgruppen Black City klar med en nordisk turné, der blandt andet tager dem til Sverige, Finland og Norge

Den 28. januar næste år starter Black City en omfattende nordisk turné på Bygningen i Vejle. Efter en række koncerter på dansk jord går turen til både Sverige, Finland og Norge, før de atter vender tilbage med flere danske koncerter.

Gruppen udgav deres debutalbum i maj, og det har blandt andet taget gruppen forbi Spot Festival, Copenhagen Live, Start! Festival samt prominente opvarmnings-jobs for AC/DC og Ozzy Osbourne. Den selvbetitlede debut har også kastet et par radiohit af sig - heriblandt "Every Night" og "Summertime", hvor sidstnævnte har skaffet Black City en nominering til P3's Lytterhit ved P3 Guld.

GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez gav Black City fem stjerner for debutalbummet, og uddybede:


"Albummets tolv sange er desuden ikke bange for at smide en god flok melodiske omkvæd ind blandt de kontante guitarer og den rå rockvokal, og Black City skal i det hele taget have props for at have begået et så skamløst vellydende rock-album med cojones så store som tekopper."

Rockkvartetten kommer på deres turné til ti danske byer, mens turnéen også inkluderer shows på branchefestivalen by:Larm, samt et rock-cruise-arrangement arrangeret af det svenske magasin Close-Up. Se yderligere information om billetsalg til Black Citys koncerter på de enkelte spillesteders hjemmesider.

Se Black Citys komplette turnéliste:
 
28.01 – Bygningen, Vejle
29.01 – Fermaten, Herning
04.02 – Musikcaféen, Århus
05.02 – Sønderborghus, Sønderborg
10.02 – Close Up Rock Cruise, Stockholm (SE) – Turku (FIN)
11.02 – Klubi, Turku (FIN)
12.02 – On The Rocks, Helsinki (FIN)
17.02 – Lille Vega, København
18.02 – By:Larm, Oslo (NO)
19.02 – By:Larm, Oslo (NO)
25.02 – Pitstop, Kolding
26.02 – Von Hatten, Randers
05.03 – Gimle, Roskilde
11.03 – Posten, Odense
12.03 – Templet, Lyngby


ANNONCE