x

The Radio Dept. giver dansk koncert

The Radio Dept. giver dansk koncert

I det nylige program for det århusianske spillested Voxhall er den anmelderroste svenske indietrio The Radio Dept. tilføjet på datoen den 17. marts.

Bandet blev dannet i Lund i Sverige i 1995 og har udgivet et hav af ep'er. De blev et pænt alternativt navn med albumdebuten "Lesser Matters" fra 2003, fulgte op med "Pet Grief" i 2006, mens deres "Clinging To A Scheme" fra 2010 har fået endnu bredere anerkendelse. Blandt andet blev "Clinging To A Scheme" årets album (både svensk og internationalt) hos vores kolleger på GAFFA Sverige.

The Radio Dept. blander melankolsk, lettere samfundskritisk indierock, en poppet udgave af shoegaze og den svenske forkærlighed for lysere popmelodier, men bandet er i øvrigt kendt som et genert og kompromisløst band, der hverken lefler for presse eller publikum. Med så mange mindre udgivelser i bagagen er det ikke desto mindre oplagt, når The Radio Dept. til januar måned udsender en opsamling med titlen "Passive-Aggressive: Singles 2002-2010". Den udkommer her i Danmark hos A:larm Music.

Indtil videre foreligger der ingen informationer om, at bandet skulle give andre danske koncerter, men for bands af den type og størrelse bør mulighederne være gode for en koncert i København også. Sidst The Radio Dept. spillede en dansk koncert var i Lille Vega i maj måned, men de har også tidligere gæstet Pop Revo Festival i Århus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA