x

Guld til Johnny Deluxe

Guld til Johnny Deluxe

Johnny Deluxe har nu solgt 20.000 eksemplarer af deres selvbetitlede debut, og dermed har de sikret sig en guldplade som det første danske debutnavn i år – nej, Nephews "USADSB" er ikke en debut, men deres andet album; det første blev bare ikke den store salgssucces og er pt. udgået. I øvrigt er de to guldalbum udgivet på samme selskab, Copenhagen Records, der ellers kun har eksisteret i seks måneder og altså allerede har to guldplader til at pryde deres vægge.

Johnny Deluxe fik første gang vind i sejlene, da P3’s dansksprogede satsning KarriereKanonen i 2003 begyndte at spille dem hyppigt, ikke mindst den bevidst smålumre "Elskovspony", og albummet kom så i maj i år og har indtil videre kastet yderligere to radiohits af sig, "Drømmer Jeg?" og "Vi Vil Ha’ Mer’".

Det har heller næppe skadet salget, at Johnny Deluxe har været ganske aktive på livescenerne, og det er de fortsat her i efteråret. Deres turnéplan for resten af året ser således ud:

08.10 Helsingør Toldkammeret
16.10 Randers Tante Olga
22-10 Århus Train
23-10 Herlev Klauzdal
29-10 Haderslev Månen
30-10 Rødovre Viften
04-11 Ålborg Skråen
05-11 Odense Arkaden
06-11 Nykøbing Mors Toldboden
12-11 Vordingborg Stars
13-11 Greve Portalen
19-11 København Pumpehuset
20-11 Ringsted Medborgerhuset
26-11 Slagelse Slagelse Musikhus
01-12 København Park Cafe
04-12 Frederikshavn Colosseum
26-12 Aarup Aarup Hallen
27-12 Rønne Bornholms Musikhus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA