Nyhed

Specktors giver midlertidig afskedskoncert

Elektrorapgruppen udgiver gratis mash-up-samling, før de giver sidste koncert i et stykke tid

På torsdag den 16. december giver Specktors en midlertidig afskedskoncert på Rust i København. Grunden til afskedskoncerten er, at gruppen vil koncentrere sig om at indspille materiale, der skal på en opfølger til debutalbummet "Shanksville" fra 2009.

I samme omgang udgiver elektrorapgruppen en gratis digital-udgivelse via deres hjemmeside, hvor de har samlet fem numre til gratis download. De fem numre er resultatet af produceren Thomas Bloks arbejde med vokalsporene fra den omtalte debut, som han fik umiddelbart efter udgivelsen. Specktors giver selv følgende karakteristik:

"Han [Thomas Blok red.] tog slagterkniven i hånden og udførte et regulært musikalsk blodbad. Han byggede med andre ord fem små Frankensteins monstre, bestående af Specktors vokaler, og instrumentalstykker fra blandt andet Slayer, Skream, Slim Thug, My Bloody Valentine, The Sods, DJ Shadow og The Prodigy."


For eksempel er nummeret "Shank Mah Bitch Up" et mash-up af vokalen fra "Hellerup Ansigt/Amar Røv" og instrumentale samples fra The Prodigy, Van Basten, Slim Thug og Sods.

De fem tracks kan downloades fra i dag, tirsdag den 14. december, via Specktors blog. Gruppen har over 70 koncerter rundt i hele landet på samvittigheden, ligesom de i 2009 blev nomineret til P3 Talentet. Debuten, "Shanksville" blev udgivet på Music For Dreams, og den indeholdt blandt andet numre som "Hellerup Ansigt//Amar Røv", "Længe Leve De Døde" og "Broerne Brænder" med mere

Udover den midlertidige afskedskoncert vil Pelle (White Pony), Van Basten (der står bag "Broerne Brænder") med flere efterfølgende holde festen i live. Koncerten er på torsdag den 16. december på Rust i København, og "Blodbad - Mash-Ups", der er udkommet i dag, kan downloades via specktors.wordpress.com.


Tracklisten til "Blodbad Mash-Up" er:
1. "Blodbadet"
2. "Nøglen"
3. "Mere Ild"
4. "Skeletor"
5. "Shank Mah Bitch Up"

ANNONCE