Nyhed

Eminem skal spille bokser

Rapperen skal spille en bokser, der bliver ramt af tragedie i filmen "Southpaw"

Eminem fik sin debut som skuespiller med filmen "8 Mile", der samtidig sikrede ham en Oscar for sangen "Lose Yourself". Siden da har Eminem primært fokuseret på sin musik, men til næste år giver han skuespillet en chance mere i filmen "Southpaw".

Det er websiden Deadline, der kan fortælle, at Dreamworks har sikret sig rettighederne til filmen, der får manuskript af Kurt Sutter. Han er bedst kendt for sit arbejde på serierne "The Shield" og "Sons Of Anarchy", men nu vil han altså kaste sig over spillefilmsgenren med en film om en bokser, hvis karriere bliver ødelagt, da han når toppen.

Filmen skal produceres af nogle af de samme folk, der skabte "8 Mile", og endnu engang spiller Eminems privatliv en vigtig rolle i skabelsen af filmens hovedperson. Overfor Deadline kalder Sutter rapperens karriere en lang boksekamp og siger, at på et metaforisk plan kan filmen ses som en fortsættelse af "8 Mile".


"Han skal spille en mesterbokser, der virkelig rammer bunden og skal kæmpe for at vinde en plads i sin datters liv. Det er i bund og grund en genfortælling af den kamp, han har gennemgået i de sidste fem år fortalt gennem en bokseanalogi. Jeg elsker, at titlen refererer til, at Marshall er venstrehåndet ('Southpaw' er slang for en venstrehåndet bokser, red.), hvilket inden for boksning er, hvad en hvid rapper er i hiphop: Farlig, uønsket og fuldstændig uortodoks. Det er en meget hårdere vej for en venstrehåndet end en højrehåndet bokser".

Sutter skal nu i gang med at skrive manuskriptet, så første version kan ligge klar til februar, hvor han skal i gang med fjerde sæson af "Sons Of Anarchy".

ANNONCE