Nyhed

Camille Jones udgiver nyt album

I februar næste år udgiver klubdronningen albummet "Did I Say I Love You"

Den 21. februar næste år udgiver den danske klubdronning Camille Jones albummet "Did I Say I Love You". Pladen bliver det fjerde album fra den klub-glade sangerinde, hvis man ikke tæller den internationale udgave af Jones' andet album "Surrender" med.

I en pressemeddelelse fremgår det, at den erfaring og selvbevidsthed, der er fulgt med Jones' voksende succes, har givet hende mod på et lidt blødere, lidt sartere, men stadig pumpende album. Sangerinden sætter selv følgende ord på "Did I Say I Love You":

"Denne gang har jeg ikke et behov for at bevise en masse ting, men et behov for at fortælle nogle historier. Så jeg har givet mig selv lov til at lave ti kærlighedssange. Det forrige album handlede om sex, og nu er vi så et lag længere inde, for jeg føler mig mere modig nu. Så albummet er også blottet for unødig attitude, ikke så hård i sin lyd, og alle sangene kan du i princippet spille på akustisk guitar."


Desuden fortæller sangerinden i pressemeddelelsen, at der er sange, der skildrer flugten fra svære beslutninger som nummeret "The Streets", sange der tidligt udstak et pejlemærke for albummets lyd som "Better Forget", og så "Say You Will", der er en af hjørnestenene i hendes producersamarbejde med Rune RK, som sammen med Buda har været en central sparringspartner.

"Jeg har et andet overskud. Jeg er blevet klar over mit eget værd og ved, at jeg har berettigelse", siger Jones.
 
"Did I Say I Love You" følger op på "Barking Up the Wrong Tree" fra 2008, der blandt andet førte til nomineringer ved Danish Music Awards og P3 Guld, og som modtog fire stjerner her på GAFFA.

Se den officielle video til Jones' første single fra albummet "Did I Say I Love You", der udkommer på Sony Music den 21. februar næste år.


 

ANNONCE