Nyhed

James Blake annoncerer debut

Den meget omtalte engelske musiker sender sin debutplade ud til februar

De engelske musikmagasiner og ikke mindst Zane Lowe fra BBC er vilde med den unge producer og sangskriver James Blake, der indtil videre har udsendt tre ep-udgivelser. Derfor er der store forventninger til debutalbummet fra James Blake, der udsendes til februar.

Albummet kommer efter udgivelserne "The Bells Sketch", "CMYK" og "Klavierwerke", der alle er blevet rost, og de sidste to har fået henholdsvis 8.4 og 8.1 hos Pitchfork. Her kaster den klassisk uddannede musiker sig over både samples af sine egne klaverstykker og 90'er r&b, der manipuleres om til musik, der trækker på dubstep-inspiration.

Det kommende album vil ifølge Pitchfork indeholde materiale primært skrevet og indspillet af Blake selv, men det vil dog også inkludere en coverversion af Feist-sangen "Limit To Your Love", der formodentlig bliver det mest lettilgængelige nummer på albummet, der også kommer til at indeholde tidlige singler som "I Never Learnt to Share" og "I Only Know (What I Know Now)".


James Blake udsender albummet "James Blake" 7. februar 2011.

ANNONCE