x

Varano Music Night – Den store firmaturné

Varano Music Night – Den store firmaturné

Pladeselskaber har flere muligheder end de fleste, når der skal arrangeres firmaudflugter. På Morten Varanos Varano Music stævner man i slutningen af oktober ud på en lille pakketurné:

– Det er en mulighed for at tage nogle af selskabets bands med ud og få dem rystet sammen – samtidig med at vi giver publikum en oplevelse, fortæller det tidligere Puddu Varano-medlem.

Varano Music Night vil byde på to af Varanos egne projekter, Varano og Slow Train, samt på Dynamoe, Money Your Love og et dj-sæt fra engelske Ramon Santana. Alle grupperne medbringer ekstra musikere, så de elektroniske toner kan blive omsat til en fuldfed live-oplevelse.

– Når man spiller elektronisk musik, er koncert-formen ikke fastlagt på forhånd. Med Puddu Varano har vi engang turneret med kun keyboards og trommer. Der er mange muligheder, og det er med til at gøre det spændende, mener Varano.

Faktisk forstår han ikke, hvorfor så få elektroniske musikere tager på turné. Selv har han gjort det flittigt:
– Det går nemt bogholderi i at lave elektronisk musik. Man bruger en masse tid på at koordinere og arrangere, og får ikke det dér kick i øvelokalet. Det får man kun, når man spiller live!

Pakketuren er det seneste af mange projekter fra den flittige Varano. Hele 41 udgivelser er det foreløbig blevet til på de tre pladeselskaber, der tilsammen udgør Varano Music – 12"-fokuserede Voodoo, Puddu Varanos Murena og det nye Drama!kings, der er oprettet for at udgive Money Your Loves electro-pop.

Varanos egne musikalske projekter ligger bestemt heller ikke brak. Han har et solo-album på trapperne med gæsteoptrædender fra sangerinder som Wunmi (Masters At Work) og Diane Charlemagne (Moby). Og Slow Train smutter snart til USA oven på udgivelsen af deres "Illegal Cargo"-album på prestigiøse Tommy Boy.

Varano Music Night præsenteres af Klub GAFFA og løber af stablen 28.10 på Vega, København, 29.10 på Aalborgs Studenterhuset og 30.10 på VoxHall, Århus. Klub GAFFA-medlemmer får 20% rabat.

Klub GAFFA-medlemmer har allerede fået en cd med samtlige Varano-kunstnere, foruden Varano, Dynamoe, Slow Train, Money Your Love og Puddu Varano også Carla Alexandar og Los Chicharrons, i denne måneds Klub GAFFA-tillæg. Du kan stadig nå at få det. Læs mere på http://klub.gaffa.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA