Malk de Koijn udgiver nyt album i 2011

Malk de Koijn udgiver nyt album i 2011

Det var en musikalsk begivenhed, der gav genlyd, da Malk de Koijn sidste år blev gendannet efter seks års pause og blandt andet spillede på Roskilde Festival til en meget rost koncert, som fik seks stjerner af GAFFAs anmelder Jesper Buhl og trak enorme publikumsmasser til Arena-scenen. Dengang præsenterede gruppen også et par nye numre, og der blev talt lidt i krogene om et nyt album, men i 2010 forsvandt Malk de Koijn igen fra offentlighedens søgelys.

Nu kan pladeselskabet Target Records så offentliggøre, at det har skrevet kontrakt med Malk de Koijn om at udgive et nyt album i 2011. Det sker i et lidt kryptisk julekort, men derudover er pladeselskabet ganske tavst om, hvad vi kan forvente og hvornår – og promotion manager Thomas Grønkjær vil ikke sige andet, end at der kommer et nyt album i det nye år.

Det nye album bliver Malk de Koijns første album siden "Sneglzilla" fra 2002 og deres i alt tredje album. Trioen alias Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track debuterede i 1998 med "Smash Hit In Aberdeen", der straks markerede dem som et af de både sprogligt og musikalsk mest originale og fantasifulde bud på dansk hiphop med sange som "Å ÅÅ Mæio", "Jagt" og "Lortesangen". "Sneglzilla" fulgte op med sange som "Fågt Op I Skalle", "Vi Tager Fuglen På Dig" og "De Rigtige McCoys", og begge album fik generelt meget positive anmeldelser - blandt andet fik de begge seks stjerner i GAFFA.

I de lange pauser mellem deres udgivelser har de tre selverklærede bananer, ingen kan nå, arbejdet i mange andre sammehænge. Blandt andet har Blæs Bukki været med i Bikstok Røgsystem og Balstyrko og spillet teater, Geolo G har også arbejdet i teatersammenhænge, og Tue Track har arbejdet solo, blandt andet under navnet Track72.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA