Nyhed

The National laver julemusik med Sufjan Stevens

Dessner-brødrene har indspillet to julesange sammen med Sufjan Stevens og Richard Reed Parry fra Arcade Fire

Sufjan Stevens har skrevet og indspillet en lang række julesange siden 2001, og i en udsendelse på BBC blev sløret løftet for de to seneste sange. Denne gang har han dog allieret sig med tre berømte venner, der har været med til at indspille sangene "Silent Night" og "Barcarola".

Stevens dukkede tidligere i år op på National-pladen "High Violet" og var også med på "Boxer", så han har tidligere arbejdet sammen med bandet. Det var også Bryce Dessner, der tidligere i år kom til at afsløre, at Stevens pønsede på at udgive nyt. Så deres venskab har ført til rygter om en fællesudgivelse, der nu ser ud til at kunne blive en realitet.

De to Dessner-brødre fra The National har i hvert fald nu indspillet to julesange sammen med Stevens, og de har desuden fået hjælp af bassisten Richard Reed Parry fra Arcade Fire. Sammen har de lavet "Silent Night" og "Barcarola", som kunne høres for første gang på BBC tirsdag aften, hvor Dessner-drengene og Parry fungerede som gæste-dj's.


Begge sange kan høres hos Consequence Of Sound, men det vides endnu ikke, om de vil blive udgivet officielt.

ANNONCE