Nyhed

Sidste udkald for billetter til Glögglich

Tomas Barfod og Pharfar er blandt navnene på scenen til den store julefest på Train

Det er i år tiende gang dj og eventmaker Rasmus Schack arrangerer festen Glögglich 22. december i Århus, og igen i år har der været rift om billetterne til det populære arrangement. De 1100 forsalgsbilletter, der var tilgængelige online, er væk, så vil man med til festen onsdag aften, må man trodse kulden og bevæge sig ud i Århus efter en fysisk billet.

For andet år i træk afvikles Glögglich på Train, og endnu engang er der samlet en lang række prominente dj-navne til plakaten. Det betyder, at man på onsdag kan fejre julen sammen med følgende navne:

Donkey Sound feat. Pharfar, Fresh-I, Stine Kinck, Shaka + special guests
DJ Disse (Music For Dreams)
Tomas Barfod (Filur/WhoMadeWho)
Tio Changó (La Chusma/Berlin)
Thykier (Raw/Urban World Records)
Fedtysent
Thi Nam Nam
Rasmus Weng Karlsen
Mikelektrik
Residents: Geo, Søren Sømand, Schack


Men som nævnt skal man være vaks ved havelågen, hvis man vil med til festen. Der er nemlig kun et begrænset antal billetter i salg i butikkerne SurfAce (Guldsmedegade 20) og No Muffin (Klostergade 16) samt caféen Ris Ras (Mejlgade 24). Men derudover vil der dog være 200 billetter til salg, når dørene åbnes på Train klokken 22:00 onsdag 22. december.

ANNONCE