Nyhed

Årets Q Awards uddelt i London

Keane løb med prisen for bedste album foran bl.a. Franz Ferdinand og The Streets

Det er tiden for de store prisuddelinger inden for musikindustrien, og mandag stod de prestigefyldte Q Awards for tur. Det blev langtfra en kedelig aften med bl.a. Elton Johns verbale overfald på Madonna, som tidligere har været omtalt på GAFFA.dk, og liveoptrædener fra bl.a. Bono, men her skal vi fokusere på selve priserne.

Nykommerne fra britiske Keane vandt med udgivelsen ”Hopes And Fears” prisen for årets bedste album. Andre nominerede i denne kategori var bl.a. The Libertines, The Streets, Scissor Sisters og Franz Ferdinand, der tidligere på året løb med Mercury Music Prize. Til gengæld kunne Franz Ferdinand gå hjem med en pris for deres video til nummeret ”Take Me Out”.

U2, der blot havde en enkelt nominering, vandt ikke prisen for Best Live Act, som gik til Muse, men til gengæld blev de belønnet bl.a. for deres store politiske og sociale engagement, da de blev hædret for deres forbilledlige status med Q Icon Award.


Andre vindere af de store priser var:

The Q Lifetime Achievement Award
Roxy Music

The Q Classic Songwriter Award
Elton John

Best Act In The World Today
Red Hot Chili Peppers


Best New Act
Razorlight

ANNONCE