Nyhed

Nephew live på nettet

I løbet af deres turné genskaber Nephew hele ”USADSB”-albummet live på nettet

Fotograf: Søren Solkær Starbird

Nephew har besluttet, at gøre hele deres nye album ”USADSB” tilgængeligt på nettet i en live-udgave. Det vil foregå på den måde, at Nephew efter hver koncert udvælger ét af numrene fra ”USADSB”, og førstkommende mandag efter koncerten vil den rå live-optagelse kunne hentes på nettet i musikbutikken Payload. Turnéen byder på 10 jobs, og albummet vil på denne måde vokse frem efterhånden, som turen afvikles.

Om baggrunden for at gå ind i projektet siger sanger Simon Kvamm: ”I Nephew kan vi godt lide at invitere folk indenfor i musikken. Vi er et af de få bands, hvor ølkor ikke får sangene til at lyde dårligere. Tværtimod. Det sjove ved den her idé er, at vi genskaber vores album live sammen med netop de mennesker, der har hørt det og derefter har valgt at agere ølkor til vores koncerter. Det er, som om ringen sluttes på den helt rigtige måde.”

Udgivelsen vil udkomme i sin helhed d. 22. november under titlen ”USADSB 10 X Så Live”, men du kan downloade de enkelte numre, efterhånden som turnéen skrider frem. Det hele foregår udelukkende på www.payload.dba.dk.


ANNONCE