x

Countrygiganter planlægger supertrio

Countrygiganter planlægger supertrio

Countryfans kan godt begynde at slikke sig om munden, efter at countryveteranen Merle Haggard (billedet) har offentliggjort, at han planlægger et nyt projekt med sine to kolleger Willie Nelson og Kris Kristofferson.

Haggard talte med Nelson og Kristofferson om projektet, da de to sidstnævnte overrakte Haggard en pris ved Kennedy Center Honors-prisshowet i Washington, D.C. 10. december.

Merle Haggard, berømt for klassikeren "Okie From Muskogee" - på dansk kendt som "En Skalling Fra Malling" med Jacob Haugaard - fortæller til Rolling Stone, at han allerede var i gang med et album sammen med Willie Nelson, og at de gerne ville have Kris Kristofferson med på det. Og det er nu altså blevet til idéen om et regulært trioprojekt.

Merle Haggard udtaler til Rolling Stone: "Vi har talt om at lave det sammen os tre. Jeg er sikker på, at hvis vi er raske og lever længe nok, vil vi gøre det. Vi har talt om et bandnavn: The Musketeers - fordi vi er tre om det."

Willie Nelson og Kris Kristofferson har i øvrigt tidligere spillet sammen i country-supergruppen The Highwaymen, hvor de to øvrige medlemmer var ingen ringere end Johnny Cash og Waylon Jennings.

Projektet er som antydet indtil videre kun på idéplanet, men bliver det til noget, kan Dalton - der da også er gået i dvale igen på bestemt tid - nok godt begynde at kigge sig over skulderen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA