x

Thulebasen til Pop Revo

Thulebasen til Pop Revo

Musikfestivalen Pop Revo har netop offentliggjort hvad de kalder et af de mest spændende og grænsesøgende bands i Danmark: Thulebasen.

I en nylig pressemeddelelse skriver arrangørene om det nyeste tiltag til programmet for årets festival:

"Navnet er mere end den nordlige militærpost, det er også et band, der befæster vores tro på, at den uafhængige musik blomstrer og har det godt i Danmark."

D. 7. februar udkommer Thulebasens længe ventede andet album, som kommer til at bære titlen "Gate 5". Allerede nu har bandet dog givet os en forsmag, i form af singlen "Raga Gemini" som allerede er blevet modtaget af mange med stor begejstring.

Pop Revo kommer dette år til at foregå d. 29-30. april i VoxHall i Århus, hvor der vil være rig mulighed for at få stillet sin lyst til anderledes og eksperimenterende musik.

Foruden Thulebasen som lige er blevet offentliggjort vil der være mulighed for at opleve den canadiske violinist og komponist Owen Pallett.

Partout-billetter til begge dage koster 350 kr., men de første 250 partout-billetter bliver solgt for 250 kr. så for de hurtige er der stadig mulighed for at få 100 kr. i rabat.

For yderligere information om arrangementet, billetsalg, samt de nyeste opdateringer: besøg Pop Revos hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA