Singer-songwriteren bag 70'er-hits som "Baker Street" og "Stuck in the Middle with You" er død
Skotske Gerry Rafferty, 63, er død 4. januar 2011 efter længere tids sygdom, skriver The Guardian. Raffertys sange hittede stort i 70'erne, og numre som "Baker Street" og "Stuck in the Middle with You" sikrede sangskriveren succes verden over. "Baker Street", der blev udsendt i 1978, indtjente således £80.000 om året de efterfølgende 30 år. Det svarer rundt regnet til £2,4 mio.i 2008.
Musikerlivet var dog ikke lutter lagkage for Rafferty, der kæmpede en indædt kamp med musikindustrien og med sit eget alkoholmisbrug. Det skulle engang have taget tre år for musikeren at udrede en kontrakt med et pladeselskab, og Raffertys daværende manager har udtalt til The Guardian, at det ord, han sagde oftest i 70'erne, var nej. Rafferty havde penge nok og ønskede ikke at spille koncerter i USA, sammen med hverken Eric Clapton eller Paul McCartney eller blive så kendt, at han blev genkendt på gaden.
De seneste år havde Rafferty haft problemer med leveren og var indlagt flere gange grundet sit massive alkoholforbrug, der bragte dårligt helbred og adskillige skandaler med sig. Skotten var selv vokset op i et ustabilt hjem med en temperamentsfuld og alkoholiseret far, der ofte var voldelig over for Rafferty og hans mor.
I sine senere år var Rafferty desværre mere kendt for sit alkoholmisbrug og sin dårlige opførsel end for sin musik. Sangeren udgav sit sidste album, "Another World", i 2000. Albummet levede desværre hverken op til Raffertys tidligere kvalitetsniveau eller salg, har Raffertys tidligere manager udtalt.
Gerry Rafferty efterlader sig ekskone og en datter.