Nyhed

Lissie optræder i Lille Vega

Den amerikanske folk-rocksangerinde optræder i marts for første gang i Danmark

Den blonde, amerikanske sangerinde Lissie er mindre kendt i Danmark, men det kan måske ændre sig nu, hvor hun 22. marts lægger vejen forbi Lille Vega i København.

Lissie Maurus, 28, udgav i 2009 ep'en "Why You Runnin'", der blev produceret af Bill Reynolds fra Band of Horses. Ep'en fik fin modtagelse, og Lissie blev af britiske Paste Magazine udråbt som et af de nye håb på den amerikanske folk-rockscene.

Lissie spiller selv guitar og synger de folk-rockede sange med en ekspressiv og stærk stemme, der af den britiske presse både er blevet kaldt "whiskeyed" og er blevet sammenlignet med Stevie Nicks. Folk-rockeren har lavet coverversioner af alt fra Lady Gaga til Metallica, og du kan se den overraskende gode version af "Bad Romance" her.


I juni 2010 udgav den unge sangerinde og guitarist så debutalbummet, "Catching a Tiger", der blev modtaget med endnu flere anmelderroser fra især den britiske presse. Albummet er produceret af Jacquire King, der på daværende tidspunkt netop havde afsluttet sit arbejde med de succesfulde indeirockere Kings of Leon.

Lissie optræder i Lille Vega 22. marts 2011. Billetsalget starter mandag d. 10. januar kl 10 via Billetlugen.

ANNONCE