Nyhed

Flaming Lips vil udgive en ny sang hver måned i hele 2011

Wayne Coyne afslører, at The Flaming Lips vil prøve en ny måde at udgive på

I et interview med Rolling Stone afslører forsanger i The Flaming Lips Wayne Coyne (billedet), at gruppen vil begynde at indspille nyt materiale sent i januar.

I samme interview afslører Coyne også, at gruppen planlægger, at udgive et nyt nummer hver måned resten af året. Derudover vil processen blive dokumenteret under hele tilblivelsen af de nye numre. Coyne forklarer:

"Vi starter i slutningen af januar, selvom jeg ikke er helt sikker på, om vi kan nå at mødes allesammen på det tidspunkt. Med den her nye ting har vi tænkt os at bruge en masse tid på at indspille hjemme eller hvor vi nu er. Vi vil prøve at udgive en sang om måneden og dokumentere tilblivelsen af den, om det så tager os tre til fem dage eller en uge. Det vil være sådan: 'Vi arbejder på en ny sang og den udkommer på fredag'. Vi vil bare udgive nyt materiale på en anden måde."


De nye numre vil blive lavet i samarbejde med produceren Dave Fridmann, som i en årrække har produceret for The Flaming Lips. Gruppen har ialt udgivet 13 studiealbum siden dannelsen i 1986. Seneste udgivelse "Embryonic" udkom i 2009 og fik tildelt 5 stjerner af GAFFAs anmelder Finn Madsen, som bl.a. skrev:

"The Flaming Lips har brudt med alle rutiner på Embryonic og virker i stedet for fuldstædigt udknaldede i deres fantastiske og bizarre tilbagetog til fortiden."

Yderligere detaljer om udgivelse og distribution af de nye sange er stadig ikke aftalt, men Coyne afslører at de små videoklip vil blive samlet i en film som også vil blive lavet i år:


"Nogle gange er musikken den mest simple del af det her. Vi vil lave de her små videoer, som til sidst bliver forbundet i en større film, som vi også vil lave næste år (2011 red.). Det lyder som rigtig meget arbejde, men det er en anden måde at tænke sange på."

Hold dig opdateret omkring de nyeste udgivelser via bandets hjemmeside.

ANNONCE