Nyhed

U2 skal på verdensturné

Der har længe været snak i krogene om U2’s tourplaner, men nu skulle det være ganske vist, at bandet planlægger en verdensturné til næste år

U2’s manager Paul McGuinness bekræfter nu, at de irske rockgiganter tager på verdensturné næste år. Rygterne har længe floreret på nettet, men nu skulle det altså være sikkert.

Det har på internettet været muligt at købe billetter til koncerter i både London, Paris og Dublin, selv om ingen af disse koncerter endnu er bekræftet. Turnéen er stadig kun på planlægningsstadiet, og McGuinness advarer derfor fansene mod at erhverve sig billetter, før tour-programmet ligger endelig fast, da der ellers er fare for at komme til at ligge inde med falske billetter.

Turnéen kommer til at omfatte USA, Canada, Europa, Japan og Australien, siger McGuinness på bandets officielle hjemmeside. U2’s nye album, "How To Dismantle An Atomic Bomb" udkommer d. 22. november, mens singlen "Vertigo" kommer på gaden to uger før, d. 8. november.


ANNONCE