Nyhed

Army of The Pharaohs spiller i Voxhall

Den amerikanske hiphop-supergruppe spiller i Aarhus 4. marts

Army of The Pharaohs spillede sidste gang i Danmark på Gimle i Roskilde i 2008, og supergruppen trak dengang fulde huse.

Og med rette, for hiphop-kollektivet består af nogle af de største stjerner på den amerikanske østkysts undergrundsscene. På den kommende Europa-turné, hvor de altså lægger vejen forbi Voxhall, optræder de i en konstellation med fire af de største sværvægtere inden for undergrundshiphoppen: Outerspace (Plantary og Crypt the Warchild), Reef the lost Cauze, Jus Allah og Esoteric.

Philadelphia-gruppen blev dannet i 1998 af Vinnie Paz fra Jedi Mind Tricks, og siden har der været flere indflydelsesrige hiphoppere som eksempelvis Journalist og 7L været ude og inde af i supergruppen.


Sidste år udgav hiphop-kollektivet "The Unholy Terror", der er Army of The Pharaohs' tredje studiealbum og som blev godt modtaget på hiphoppens undergrundsscene.

Lyden kan betegnes som hardcore hiphop/rap eller horrorcore, hvor battlerappen er i centrum, og hvor punchlines afleveres tight og velplaceret af en række talentfulde rappere.

Fredag d. 4. marts kommer amerikanerne til Aarhus, hvor de spiller i Voxhall. Se videoer fra Army of The Pharaohs og køb billetter her.


 

ANNONCE