Skotternes andet album hedder "Euphoric /// Heartbreak \\\", og første smagsprøve foræres væk i weekenden
Der var en voldsom mængde opmærksomhed omkring udgivelsen af debutpladen med skotske Glasvegas, og efterfølgende kunne bandet indkassere en seksstjernet anmeldelse her på GAFFA. Derfor er der ikke overraskende lige nu stort fokus på gruppen, der i løbet af foråret udsender albummet "Euphoric /// Heartbreak \\\".
Siden udgivelsen i 2008 har bandet spillet fire danske koncerter samt udsendt en ep med julesange. Men nu skal det altså handle om album nummer to, der kommer med en lidt kryptisk titel og senere på ugen en gratis smagsprøve.
Glasvegas lægger nemlig søndag 16. januar sangen "The World Is Yours" ud på deres webside til fri download, hvilket dermed bliver første mulighed for at høre lidt af materialet fra det kommende album.
Skulle man undre sig over stregerne i pladetitlen, så forklarer frontmand James Allan overfor NME, at de symboliserer "begyndelsen, højdepunktet og nedgangen af en bølge", hvilket der formodentlig vil blive refereret til i rigtig mange anmeldelser, hvis pladen skulle gå hen og skuffe.
Der er endnu ikke kommet en udgivelsesdato, men forvent at se pladen i butikkerne i løbet af foråret.
Siden udgivelsen af debutalbummet har Glasvegas i øvrigt skiftet trommeslageren Caroline McKay ud med svenske Jonna Löfgren.