Nyhed

Fallulah bag den mest spillede sang på P3 i 2010

I en optælling over 2010 på P3 fremgår det, at sangen "Bridges" med Fallulah var den mest spillede sang

Som en optakt til P3 Guld har folkene bag den populære radiokanal kigget på playlisterne og fundet frem til, hvilke danske sange der fik flest rotationer på stationen i det forgangne år. Førstepladsen indtages af sangerinden Fallulah, der derfor kan forvente at modtage en anseelig check fra Koda inden længe.

Det er sangen "Bridges", der fik flest afspilninger på P3 i 2010 og på den måde har hjulpet Fallulah til et særdeles succesfuldt år, der også har inkluderet koncerter på Roskilde Festival og Spot Festival med mere samt koncerter i udlandet og kommende besøg i Radiohuset og på den norske By:Larm Festival.

Fallulah følges til dørs af Vinnie Who, der som den eneste kunstner er repræsenteret med to sange. Han er ganske som Fallulah debutant, hvilket også gør sig gældende for Selvmord på tredjepladsen. De to førstnævnte er også at finde på listen over de nominerede til P3's Lytterprisen, hvor man også finder Lucy Love, Oh Land og The Floor Is Made Of Lava, der også er på listen over de mest spillede navne.


Den samlede liste over de mest spillede sange på P3 er som følger:
1. Fallulah med 'Bridges'
2. Vinnie Who med 'What You Got Is Mine'
3. Selvmord med 'OK'
4. Kashmir med 'Still Boy'
5. The Floor Is Made of Lava med 'All Outta Love'
6. Vinnie Who med 'Remedy'
7. Alphabeat med 'DJ'
8. Mads Langer med 'You're Not Alone'
9. Dúné med 'Heiress of Valentina (Princess)'
10. The William Blakes med 'Caves And Light'

 

ANNONCE