Nyhed

Adele flyttes til Store Vega

Ikke overraskende har der været rift om billetterne til koncerten med den engelske sangerinde, der nu rykker i større lokaler

Engelske Adele skal give koncert i København 24. marts, og den annoncerede koncert flyttes nu fra Lille til Store Vega. Dermed er der altså en hel del flere, der får mulighed for at høre materialet fra sangerindens kommende album "21".

Albummet følger op på debutpladen "19", der skaffede hende den nyindstiftede Critics Choice til Brit Awards. Hun havnede øverst på BBC's anmeldernes liste over nye talenter, og hun har allerede været nomineret til flere Grammyer og har vundet to allerede for Best New Artist og Best Female Pop Vocal Performance. Samtidig har salgstallene fulgt med kritikersuccesen, så der er meget at leve op til for den unge sangerinde.

Det kommende album udsendes meget passende 21. januar, og som tidligere annonceret er det indspillet sammen med producerne Rick Rubin og Paul Epworth. Til sangskrivningen har Adele desuden fået hjælp af navne som Ryan Tedder (OneRepublic) og Dan Wilson (Semisonic), og så inkluderer albummet en coverversion af The Cure-klassikeren "Love Song".

Koncerten med Adele 24. marts er lige nu udsolgt, men salget startes igen gennem billetnet.dk og posthuset, og de ekstra billetter sættes til salg på mandag 17. januar kl. 10.


ANNONCE