x

KODA uddeler støtte til 80 nye musikprojekter

KODA uddeler støtte til 80 nye musikprojekter

80 ansøgninger til KODA’s nationale midler er netop blevet tildelt en samlet støtte på 735.000 kr. Støttebeløbene til de enkelte projekter ligger på mellem 5.000 kr. til 20.000 kr. Presseansvarlig hos KODA Birgitte Nordkvist oplyser pr. telefon i dag til GAFFA.dk, at KODA af princip ikke offentliggør, hvem der har fået tildelt støttekronerne.

KODA vil dog gerne fortælle, at støtten især er givet til udgivelse af cd'er. Der er dog også bevilget komponisthonorarer, studielegater og arbejdslegater til en række komponister og sangskrivere, som ikke er medlem af en af KODA's medlemsorganisationer (f.eks. Dansk Komponistforening, Danske Populærautorer, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer og Dansk Musikforlæggerforening).

KODA er en forening, der på vegne af komponister, sangskrivere og musikforlæggere forvalter ophavsrettigheder til offentlig fremførelse af musikværker. KODA forvalter også rettigheder til indspilning af musikværker på cd, video m.v.; det sker gennem NCB (Nordisk Copyright Bureau).

KODA's nationale midler uddeles af et særligt udvalg, der består af tre komponister/sangskrivere og en musikforlægger; ingen af disse er medlemmer af KODA's råd. Udvalget modtog 210 ansøgninger.

KODAs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA