Nyhed

The Jayhawks gendannes

Gary Louris og Mark Olson har samlet tropperne igen og gør klar til at udgive et nyt album

Det er mere end femten år siden Mark Olson sidst har medvirket på et The Jayhawks-album, men nu har han igen fundet sammen med makkeren Gary Louris for at udsende ny musik med sit gamle band.

The Jayhawks debuterede i 1986, men det var først med "Hollywood Town Hall" fra 1992 at de for alvor kom i mediernes søgelys, ikke mindst fordi de sammen med navne Uncle Tupelo var blandt de første bands til at blive kaldt repræsentanter for genren Alternative Country, der senere fik vind i sejlene med bands som Wilco, Son Volt og Whiskeytown.

I 1995 udsendte bandet deres bedstsælgende udgivelse "Tomorrow The Green Grass", men efter den efterfølgende turné forlod Mark Olson pludselig bandet, og han medvirker derfor ikke på gruppens følgende tre udgivelser. Men i 2005 fandt Louris og Olson dog sammen igen for at spille en række koncert som duo, og i 2009 udsendte de i fællesskab albummet "Ready For The Flood".


Det søsatte en midlertidig gendannelse af bandet, hvor de spillede en række festivaljobs, men nu udtaler Louris til websiden Spinner, at de er klar til en permanent gendannelse. Den markeres med genudgivelsen af både "Hollywood Town Hall" "Tomorrow The Green Grass" samt koncerter i USA, hvor bandet vil spille pladerne i deres helhed.

Men næste skridt er et nyt album, der skal indspilles af Louris og Olson i samarbejde med det originale medlem Marc Perlman, Karen Grotberg (der kom med i bandet inden "Tomorrow The Green Grass") samt Tim O'Reagan, der kom med i forbindelse med Tomorrow-turnéen.

Bandet påbegyndte indspilningerne til det kommende album i november og håber at have musikken klar til udgivelse i slutningen af foråret.


ANNONCE