Nyhed

Veto og Turboweekend til P3's støttekoncert for Danmarks Indsamling

De sidste navne er nu føjet til listen over optrædende kunstnere til P3's støttekoncert for Danmarks Indsamling 2011, som i år skal løfte Afrikas unge ind i fremtiden

I forbindelse med Danmarks Indsamling vil P3 afholde en støttekoncert til fordel for dette års tema "Det Nye Afrika". Tidligere kunne GAFFA fortælle, at hovednavnet til støttekoncerten i Tap1 vil være engelske Mike Skinner i front for The Streets, når arrangementet løber af stablen d. 29. januar i Tappehallerne i Carlsberg Byen i Valby.

Støttekoncerten er en del af det årligt tilbagevendende velgørenhedsarrangement Danmarks Indsamling. I år går overskuddet til 12 konkrete projekter, som på hver sin måde støtter op om unge afrikanere og deres fremtid. På arrangementets hjemmeside kan man læse følgende om dette års projekt:

"Ved at samle ind til Afrikas unge sætter Danmarks Indsamling ind på flere af FNs 2015 Mål. Unge skal uddannes; uddannelse er udgangspunktet for udvikling. Unge skal ud af fattigdom og ind på arbejdsmarkedet. Unge skal have adgang til sundhedsydelser og viden om hiv/aids. Unge skal kende deres rettigheder og deltage i den demokratiske proces."


Den fem timer lange koncert i Tap1 i Carlsberg Byen vil blive sendt live på P3 sideløbende med det store indsamlingsshow på DR1. Desuden vises et sammendrag af begivenhederne lørdag den 30. januar på DR1 kl. 12.30 – 14.30.

Arrangøren har netop offentliggjort Turboweekend og Veto (billedet), som de to sidste navne til støttekoncerten og dermed bliver det altså muligt at opleve intet mindre end seks navne til arrangementet. De optrædende kunstnere er som følger:

The Streets, Fallulah, Vinnie Who, The Floor Is Made Of Lava, Veto og Turboweekend.


P3's støttekoncert for Danmarks Indsamling 2011 finder sted i Tap 1, Carlsberg Byen, Valby, lørdag d. 29. januar 2011 kl. 19-24.00. Billetter koster 295 kr. (ekskl. gebyr) og kan købes via Billetnet.

Overskuddet fra billetsalget går til Danmarks Indsamling 2011. Læs mere om Danmarks Indsamling 2011 her.

ANNONCE