Nyhed

Efterklang-releaseparty

Efterklang er klar med debutalbummet ”Tripper”, og det fejrer de i aften i København.

Den danske sekstet Efterklang fejrer i aften udgivelsen af deres debutalbum ”Tripper”. Albummet udkommer på det prominente engelske selskab The Leaf Label, og det betyder bl.a., at ”Tripper” udkommer synkront på fem kontinenter mandag den 25. oktober.

I aften inviterer Efterklang alle interesserede til releaseparty i Basement ved siden af Vega på Enghavevej i København. Dørene åbnes kl. 20.00. Udover at kunne opleve bandet spille live kan man også se og høre Grønlændertruppen MIK, som også medvirker på Efterklangs plade.

Efterklang har arbejdet et år på ”Tripper”, som de selv har skrevet, indspillet og produceret. Pladens 9 numre er et patchwork af akustiske og elektroniske elementer, der tilsammen skaber en intim, dramatisk og melankolsk stemning i grænselandet mellem eksperimenterende rock og lavmælt electronica.


Udover de grønlandske gæster på albummet medvirker også violinisterne Nils Grøndal fra Under Byen, Hildur Ársælsdóttir og Edda Rún Ólafsdóttir fra islandske Amina (kendt for deres arbejde med Sigúr Rós), vokalisten Linda Drejer Bonde og Thomas Sjöberg, som er solosanger i Roskilde Domkirkes drengekor.

Som nævnt på nærværende site i går tager en reduceret udgave af Efterklang (pi) med Blue Foundation på efterårs-tour i Danmark. Koncertdatoerne findes på Efterklangs hjemmeside.


Efterklang på Internettet

ANNONCE