Nyhed

Our Broken Garden klar til Vegas Udvalgte

Vi har talt med singer-songwriter-projektet Anna Brønsted, som optræder til Vegas upcoming-aften 28. januar

Vegas Udvalgte er navnet på et helt nyt initiativ, der skal hjælpe unge og talentfulde bands frem gennem en maratonkoncert på Lille Vega og Vega Lounge. Det nye tiltag Vegas Udvalgte løber af stablen fredag d. 28. januar 2011 og koster en flad 50'er. Læs mere her.

Til koncerten optræder seks danske bands, som spillestedet tror på i 2011, og de enkelte bands bliver til aftenens arrangement optaget, så videoerne efterfølgende kan bruges som promovering og videreudvikling af bandsene. Optagelserne er sponsoreret af TDC PLAY, og kan derfor også efterfølgende ses i den fælles player www.vega-tdc-player.dk

Desuden er det via Vegas Udvalgte-hjemmesiden muligt at streame optagelserne af de seks bands, der både er debutanter, nye samarbejder mellem mere etablerede musikere og genrebrydere.


De seks udvalgte bands er:

Freja Loeb (powerpop)

Emma Acs (singer-songwriter/syrerock)


Our Broken Garden (singer-songwriter)

Let Me Play Your Guitar (folkrock)

Brother Grimm (indierap)


Panamah (elektropop)

GAFFA bringer løbende interviews med samtlige seks navne til Vegas udvalgte. Vi har tidligere præsenteret indie-rapperen Brother Grimm, elektropop-gruppen Panamah og powerpop-sangerinden Freja Loeb. Vi fortsætter med singer-songwriter-projektet Our Broken Garden alias Anna Brønsted:

Hvad har inspireret Our Broken Garden?
– Our Broken Garden er inspireret af en længsel efter at skabe og være en del af noget, som er større end en selv, en eventyrlig verden som man kan give sig hen i og glemme sig selv i. Som en gammel glemt have man kan gå på opdagelse i og lade sig overraske af.

Hvordan ville du beskrive jeres musik for folk, der aldrig har hørt den?
– Mørke og drømmende popsange til at lette sjælen.

Hvilke numre er mest kendetegnende for jeres lyd/stil?
– "The Burial", "Garden Grow" og "The Departure".

Hvilken betydning har pladeselskabet Bella Union haft for jeres internationale karriere?
– Vores samarbejde med Bella Union har betydet, at vi har fået mulighed for at turnere en masse i udlandet, og at en meget større skare af mennesker er blevet opmærksomme på vores musik, end hvis vi kun udgav i Danmark. Derudover har vi fået en dejlig "familie" bestående af alle de fine kunstnere og medarbejdere som er en del af Bella Union.

Hvad byder fremtiden på for Our Broken Garden?

– En solo supporttour for Nikolaj Nørlund i februar. En Europa- og Danmarks-turné i marts/april og festivalkoncerter hen over sommeren. Derudover skal vi i gang med nye lave sange og nye indspilninger. Hygge, gode middage sammen og forhåbentlig nye overraskende eventyr.

Hvem/hvad synes du er mest interessant ved den danske musikscene lige nu?
– Jeg synes, det er meget interessant og helt på toppen, at der er så mange nye spændende kvindelige artister på banen. Det er skønt og meget inspirerende, at så mange unge kvinder tager tyren ved hornene og giver den gas med deres egen musik. Det gør mig glad.


Se Our Broken Gardens musikvideo til "The Feral" på GAFFA TV nedenfor:

ANNONCE