Medina, Infernal, Kato, Outlandish og Providers skal alle spille til en dansk showcase på MIDEM-festivalen
Den franske musikmesse MIDEM (Marché International du Disque et de l'Edition Musicale) er blevet afviklet i Cannes siden slutningen af 60erne, og der har længe været en god tradition for, at danske navne har besøgt messen for at præsentere deres musik for branchefolk fra hele verden. I år repræsenteres Danmark af en række dance-navne, der skal promoveres på til særlig dansk showcase.
Det drejer sig om fem navne, der allerede har haft en vis mængde succes i udlandet, men som med denne showcase forhåbentlig kan komme endnu længere ud i verden. På programmet finder man Medina, der sidste år udsendte "Welcome To Medina" i dele af Europa samt Infernal, der havde flere internationale hits hentet fra albummet "From Paris To Berlin" fra 2004.
Også Kato har nydt succes med singlen "Turn The Lights Off", og sidste år samarbejdede han med Outlandish på singlen "Desert Walk". De er også på programmet til den danske showcase, og det samme er Providers som blandt andet har produceret materiale for Medina.
De fem danske navne optræder i Cannes mandag 24. januar, hvor 58 selskaber og knap 100 personer fra blandt andet pladeselskaber, musikforlag og musikorganisationer vil være tilknyttet den danske stand, der danner rammen om præsentation af den danske musikbranche. Det er en stigning på 10 procent i forhold til sidste år.