Nyhed

GAFFA.dk i Island

Iceland Airwaves afholdes i disse dage for femte gang, og GAFFA.dk er naturligvis repræsenteret

Den internationalt anerkendte festival, Iceland Airwaves, afholdes i disse dage for femte gang, og GAFFA.dk er naturligvis repræsenteret og for at give vores bud på, hvem de kommende stjerner fra det lille ørige i nord kunne tænkes at blive, og for at vurderer etablerede islandske og internationale stjernes præstationer.

Ligesom tidligere år er der ved årets festival lagt fokus på dels at få præsenteret en række internationale navne, som i varierende grad allerede har slået igennem på den internationale musikscene, dels at eksponere et udsnit af det mylder af solister og bands, som det vulkanske landskab på øen i de senere år har vist sig at være så frodig en grobund for.

Festivalen er i hovedsagen centreret omkring rock og elektronica, og blandt nogle af dette års mest markante navne kan nævnes britiske Keane, amerikanske The Shins og Canadiske The Stills og Kid Koala. Desuden er der blandt de islandske repræsentanter en række forholdsvis kendte navne som f.eks. hårdrockerne fra Minus, Singapore Sling, Gus Gus og Maus. Der er ingen danske repræsentanter på årets festival, men nogle enkelte andre nordiske kunstnere såsom norske Magnet og den færøske sangfugl Eivör Pálsdóttir er også at finde på årets festivalprogram, der alt i alt byder på mere end hundrede dj’s, bands og solister.


GAFFA.dk vil i de kommende dage komme med daglige rapporter fra denne meget progressive festival, der næsten altid er god for et par nye stjernespirer af enten international eller islandsk oprindelse. Følg med og hør om den vejrbidte og golde ø har udklækket en ny Björk, Sigur Rós og Múm.

Iceland Airwaves' hjemmeside


ANNONCE