Nyhed

Mani Spinx tager på tour

Multikunstneren har over 200 teaterkoncerter på Østre Gasværk og en cd i bagagen, når han starter sin turné på torsdag

Efter at have spillet en af hovedrollerne i Nikolaj Cederholms kæmpesucces "Come Together" på Østre Gasværk er Mani Spinx nu klar til at tage sit eget materiale ud på de danske spillesteder.

Sidste år udgav silkeborgenseren "Cry Candy Cry", der af GAFFAs Erik Barkman fik fire stjerner og denne beskrivelse med sig:

"Mani Spinx alias Mads Brøbech Jørgensen jonglerer kompetent med folk-guitarer, smægtende violiner, country-klaver og funky blæsere, og han krydrer gerne tresser-tonerne med lidt glam, soft rock og rock'n'roll".


Seneste single fra musikeren, der ud over musikken også udtrykker sig gennem tegning, illustrationer og videokunst, er det catchy nummer "Calvin's Song", og du kan se videoen via GAFFA TV.

Mani Spinx eksperimenterer med mange genrer, og han synes at beherske dem alle. Det kom også til udtryk for et par år siden, hvor Mani Spinx spillede på Start Festival. GAFFAs Nynne Hein Møller var begejstret og kvitterede med fem stjerner og følgende beskrivelse af den musikalske bouillionterning:

"Det imponerende ved Mani Spinx er netop hans kunnen i stort set enhver tænkelig musikalsk retning. Der er lige dele rock'n'roll, pop og country i hans bouillonterning af musik. Ingen af genrerne virker på nogen måder malplacerede, og resultatet er noget, der måske bedst kan beskrives som cirkus-gøgler musik. Sammen med det velspillende band udforsker han simpelthen alle musikkens verdenshjørner".


Den danske musiker har varmet op for internationale navne som Gnarls Barkley, The Sounds og spillet på Roskilde, og på torsdag skyder han sin Danmarksturné i gang i Sønderborg.

Tourplanen er som følger:

To. 27. jan.    Sønderborg, Sønderborghus

Fr. 28. jan.     Randers, Tante Olga

Ons. 2. feb.   Café Pixie, København

To. 3. feb.     Odense, Posten

Fr. 4. feb.      Viborg, Paletten

Lø. 5. feb.     Herning, Fermaten

Du kan købe billetter til koncertern med Mani Spinx på GAFFA LIVE.


ANNONCE