x

Torsdag på islandsk

Torsdag på islandsk

Jan Mayen er et meget ungt band, som er meget flittige på koncertscenen i Reykjavík. Torsdag aften var de andet levende billede på Grand Rokk.

Grand Rokk er en lavloftet, snusket (– på den gode måde!) rockklub, der ligger oven på en gammeldags bodega-bar, hvor ældre mænd i Reykjavík spiller skak om eftermiddagen.

Jan Mayen gik på efter det meget unge heavyband Noise, og Jan Mayens ubekymrede (post?-) teenage-punkrock skabte straks en rar stemning på loftet. Bandet har gode iørefaldende sange, fed energi og masser af charme, en dansk pendant kunne være Figurines, men der er også noget Strokes over bandets elegante og til tider meget skrabede lyd. I andre sange er bandet mere ovre i en punket og hård lyd.

Grand Rokk var godt pakket til koncerten, og Jan Mayen holdt gryden godt i kog. Jan Mayen tæller stadig i år og måneder, hvor længe det er siden, de blev dannet og det er ikke normalt for et så ungt band at have sådan en sikkerhed. Så Jan Mayen kan meget vel gå hen og blive et rigtigt spændende bekendtskab. Og så har forsangeren de mest fantastiske stirrende øjne, som om vanviddet ikke kan rummes i hans hoved alene.

Ti minutters kold gang fra Grand Rokk ligger natklubben Nasa, hvor Botnleja lidt i ti gik gik på scenen i styrthjelme og motorcykel-læder-heldragter i glade, klare firserfarver. Botnleja spiller sparke-røv-rock, som måske i er lidt i stil med Baby Woodrose, for nu at nævne et dansk eksempel. "Allt i lagi?" (- har I det godt derude?) spørger bandet efter et par numre, hvor de er kommet ud af hjelmene. Hvorefter den talende trommeslager proklamerer, at bandet vil kysse røv på de tilstedeværende branchefolk efter koncerten.

Om det virkede skal denne anmelder ikke kunne sige, men bandet var i hvert fald populært blandt de lokale i et godt fyldt Nasa.

Derefter var det Úlpas tur. Úlpa spiller tung, foruroligende indie-rock, lidt beslægtet med Mew. Drømmende, med megen nerve og lækre komplicerede forløb. Med sange, der spændte fra det storladent pompøse til det indadvendt tænksomme til det hypnotiserende var Úlpa aftenens mest interessante bekendtskab og efterlod en fortættet spænding i salen efter en halv times koncert.

Fjerde og sidste band på denne anmelders ønskeliste var Ensímí, som ifølge programmet spiller indie-rock, men nok i virkeligheden var mere i familie med nu-metallerne. Det var hårdt, men melodisk, og talte flere ørehængere.

Ensímí er et hæderligt band, der ikke giver sig ud for mere, end de er, men alligevel formår at bevæge sig lidt ud over formlerne for genren, blandt andet med original brug af trommemaskine, og så er deres forsanger bare rigtig god. Ensímí var også første band denne aften, der virkelig fik publikum op af stolene, hvor det for alvor stod klart, at den halve time, de fleste bands får at spille i, er lidt for lidt tid til at lære et band godt at kende.

Og endnu engang stod det klart for dem, der ikke vidste det, at der er koldt på Island. Det trak en halv pelikan fra indgangen inde på Nasa, og det er i hvert fald en ikke god idé at placere sig for tæt på indgangen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA