x

Sørøverslag på DR2

Sørøverslag på DR2

Siden fildelingstjenesten Napster opstod i 1999 og gjorde udveksling af musiknumre let for alle med en bredbåndsforbindelse, har debatten været rødglødende. Pladebranchen oplevede udviklingen som en truende stormflod, og den har efterfølgende haft svært ved at implementere betalingssystemer, der kan fungere som konstruktive alternativer til "piraternes" ulovlige fildelingstilbud.

AntiPiratGruppen (APG) har efterfølgende gjort sit indtog som aktør på musikscenen, og ifølge kritikerne skyder APG gråspurve med kanoner, når de forsøger at holde piratkopisterne i skak med trusler om fogedbesøg og store bødekrav.

Musikprogrammet sætter i aftenens udsendelse fokus på digital udveksling af musik på Internettet – den lovlige såvel som ulovlige. APG bliver kigget over skulderen, og i studiet får Musikprogrammet besøg af Anders Remmer, der under sit kunstnernavn Dub Tractor og som medlem af Future 3, har foræret musik gratis væk fra hjemmeside Systemf3.com. Over for ham står Johnny Deluxe og Christian Andersen fra Racetrack Babies, der godt kan se Internettets potentiale, men som mener, at fildeling er at sammenligne med gement tyveri.

Programmet sendes på DR2 i aften kl. 23:00 og genudsendes på samme kanal onsdag den 27. oktober kl. 23:30.

Musikprogrammet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA