Nyhed

Kanye West udgiver nyt album til sommer

Samtidig offentliggør rapperen, at hans album med Jay-Z er på gaden til marts

Kanye West er en flittig bruger af Twitter, og de sidste par dage har han offentliggjort flere interessante beskeder på det sociale netværk. Mest bemærkelsesværdigt er nok, at han fortæller, at han udgiver et nyt album til sommer, og at tidligere omtalte duoalbum med Jay-Z, "Watch The Throne", udkommer "om to måneder", altså til marts.

Dermed må Kanye West siges at være særdeles aktiv, for hans seneste studiealbum kom så sent som tilbage i november. Det var hans femte album, "My Beautiful Dark Twisted Fantasy", som generelt fik fremragende anmeldelser - også i GAFFA, hvor Michael José Gonzalez tildelte albummet de maksimale seks stjerner og blandt andet skrev følgende: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er mere end optimeret pop og hiphop. Albummet både smyger sig elegant på tværs af genrer og marcherer brølende og med løftet pande gennem et væld af grænser, mens det frygtløst erobrer nye og hidtil uudforskede territorier."

Hvad det nye album kommer til at indeholder, har Kanye West endnu ikke skrevet så meget om, men han bemærker dog, at "THIS IS HIGH END RAP MUSIC" (skrevet med store bogstaver, noget West ofte bruger på Twitter), altså at det er rapmusik i den mere sofistikerede afdeling. West uddyber dette en smule ved at tilføje: "I just threw some bassoon on this muthafucka", altså at han lige har lagt noget fagot på en ny sang.


Det fremgår dog ikke, om det er hans kommende album, albummet med Jay-Z eller noget helt tredje ny musik, han omtaler.

ANNONCE