x

Jeff Beck gentager succesen i Amager Bio

Jeff Beck gentager succesen i Amager Bio

Den britiske guitarlegende Jeff Beck har netop annonceret, at han gæster Danmark endnu engang. For mindre end tre måneder siden kunne Amager Bio stolt præsentere en vaskeægte guitarhelt i den propfyldte koncertsal på Amager. Billetterne blev dengang udsolgt et halvt år, inden koncerten skulle finde sted, så derfor vil Amager Bio nu gentage succesen og atter give muligheden til de uheldige, som ikke nåede at få billet sidste gang.

Det var da også en særdeles imponeret Rasmus Heide, der som GAFFAs udsendte tildelte koncerten i Amager Bio 5 stjerner. Her skrev han blandt andet:

"Blottet for ethvert billigt scenetrick og visuelle fiduser står Beck ganske afslappet midt på scenen og spiller - så englene og Stratocasteren synger. Frisuren fra 60'erne har han taget med sig, og klædt i ærmeløs T-shirt og vest, læderbukser og boots, ligner han en tro kopi af sig selv fra for 10, 20, 30 eller 40 år siden. Forskellen er bare, at han mestrer guitaren om muligt endnu bedre end nogensinde før. 
    
Jeff Beck har uhindret adgang til alle tænkelige - og et par utænkelige - lyde på guitaren. Han er topfokuseret, opfindsom og farverig på sin guitar, hvor især hans eminente præcisionsarbejde med guitarens tremoloarm er mesterligt tryllebindende. Ikke mindst i den ubegribeligt smukke "Angel Footsteps" fra albummet "Who Else!". Her bruger han et sliderør af glas til med højre hånd at anslå de meget høje, delikate toner helt nede over guitarens pickupper. Sublimt."

Endnu engang bliver det altså muligt at opleve Jeff Beck med band i Amager Bio. Denne gang bliver datoen d. 14. juni. Billetter koster 595 kr. (plus gebyr) og bliver sat til salg fra torsdag d. 27. januar kl. 10:00 via Billetnet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA